Bagom Kim Larsen sangen: ”Man kan høre en knappenål falde til jorden, når vi spiller det nummer”
By Simon Melhus
Trommeslager Hans Fagt turnerede med Kim Larsen, som del af Bellami, fra 1986 til 1993, i perioden hvor den folkekære sanger, sangskriver og komponist udgiver ikoniske albums som Forklædt Som Voksen (1986) og Yummi Yummi (1988). Fagt var med i øvelokalet, backstage, i tourbussen og på hotelværelser i det meste af Skandinavien, hvor han var vidne til, hvordan Kim Larsen skrev en stor del af musikken, der i dag er en del af den danske sangskat. I en række små interviews tager han os med bagom sangen på et par af hans personlige favoritter.
Pianomand
”En af de mere kendte Kim Larsen sange, som jeg altid vil fremhæve, er Pianomand. Den har en helt speciel historie knyttet til sig. Melodien til Pianomand er en såkaldt traditionel, et stykke folkemusik som ingen rigtig ved, hvem der har skrevet, men som rigtig mange spiller. Den mest kendte version er Fennario af Joan Baez. Vi spillede altid Fennario til lydprøverne, men aldrig live. Så vi havde et indgående kendskab til det nummer. Når Kim startede med kendte fingerspil, så vidste vi alle, at nu spiller vi Fennario af Joan Baez. I 1988 dør vores rigtig gode ven Niels Pallesen af kræft. Niels havde Gæstgivergården i Allinge med sin kone Monica, og det var altid herfra vi startede vores turnéer. Gasolin startede alle deres turnéer her, og jeg har startet tre turnéer der. Vi kom altid en uges tid før turnéstart, hvor vi lavede produktionsøver. Og hver aften, når vi havde spist middag, så optrådte Niels og Monica for os – Niels på klaver og Monica sang. En gang i mellem spillede vi lidt med, mig på trommer og Kim på guitar. Det var simpelthen så hyggeligt. Men i 1988 dør Niels desværre, og det sætter sig i alle i bandet – og især Kim. Det var utrolig sørgeligt. Ti dage efter hans død skal vi spille en koncert på Bakken. Jeg husker helt tydeligt den trykkede stemning. Men vi gør som vi plejer, og til lydprøven starter vi på Fennario. Men da Kim går til mikrofonen, kom pludselig en anden tekst. Den danske tekst vi kender som Pianomand. Hele bandet vidste hvad de skulle, for vi havde spillet det nummer utallige gange. Men vi kendte ikke sangen. Det var et utroligt rørende øjeblik for os alle, vi tudbrølede hver og en. Vi havde aldrig hørt nummeret før, men vi vidste præcis hvad den handlede om. Det var en sang om Niels. Man kan høre en knappenål falde til jorden, når vi spiller det nummer. Selv i dag, når vi er ude med Bellami.”
Originale medlemmer af Bellami Hans Fagt og Mikkel Ørva har i dag gendannet det legendariske band, med Jon Pold (søn af Henning Pold, Kim Larsens bassist gennem 17 år) på bas, Martin Finding på guitar og den populære Kim Larsen fortolker Jan ”Lune” Carlsen på vokal.
Læs mere om gendannelsen af Bellami, samt hvor og hvornår du kan opleve Kim Larsens musik blive spillet, præcis som den blev det i slut 80’erne, på bellami.nu.