Skip to main content

The Amy Winehouse Band: “Det originale band og den mest autentiske lyd, du kan få!”

Simon Melhus

By Simon Melhus

oktober 03, 2023

Den ikoniske sangerinde med den inderlige stemme, det høje hår og markante eyeliner døde i 2011, men hendes musik og ånd lever videre. Især gennem The Amy Winehouse Band – Amy’s originale band – der med Bronte Shande i front er klar med et autentisk show, der hylder Amy Winehouse, og alt hvad hun stod for. I et eksklusivt interview fortæller den 28-årige sangerinde om hendes forhold til Amy Winehouse, det aftryk hun har efterladt på musik og kultur, om at optræde med det originale band og hvad fans kan forvente til de kommende koncerter.

Klokken er 10 om formiddagen, bandet og resten af holdet bag The Amy Winehouse Band er i Tjekkiet, hvor de netop er ankommet til deres hotel i Prag. I aften spiller de den første koncert på en flere måneder lang efterårsturné, der tager dem til Tyskland, Østrig, Frankrig, Finland, Estland, Holland, Norge, Danmark og til sidst England i december: 

“Jeg er virkelig spændt,” fortæller Bronte Shande over en telefonforbindelse fra hendes hotelværelse. 

“Jeg bliver følelsesladet alene ved at tale om det. Det faktum, at bandet tror på mig, er fuldstændig fantastisk. Jeg får muligheden for at ære et af mine store idoler foran tusindvis af mennesker. Det er en drøm, der går i opfyldelse.” 

Det er to år siden Bronte Shande indtog positionen som sangerinde i The Amy Winehouse Band – en proces der allerede startede i 2018: 

“Dale Davis (bandleder og bassist i The Amy Winehouse Band red.) kontaktede mig første gang for fem år siden, fordi han i sidste øjeblik manglede en sanger til en mindre hyldest koncert. Jeg mødte op og sang et par sange fra albummet ‘Frank’, og Dale virkede imponeret. Han fik i hvert fald mit telefonnummer efterfølgende, men der skete ikke rigtig mere. Men én gang om året ringende han til mig, bare lige for at høre hvad jeg lavede musikalsk. Han har senere fortalt, at jeg var hans back-up til The Amy Winehouse Band, uden at jeg selv var klar over det. Han tilbød mig endelig positionen som sanger i 2021.” 

The Amy Winehouse Band udgøres, foruden Shande, af Amys originale bandmedlemmer, og projektet anføres af bassist Dale Davis, der også var tætte venner med Amy Winehouse fra starten af hendes karriere: 

“The Amy Winehouse Band er det originale band, og den mest autentiske lyd, du kan få.”

Remembering Amy Winehouse – 14/09/2023

En ener

Amy Winehouse har uden tvivl efterladt et kæmpe aftryk på både musik og populærkulturen, hvilket også er årsagen til, at hendes originale band – bestående af bandleder og bassist Dale Davis, guitarist Hawi Gondwe, trommeslager Stuart Anning, trompetisten Henry Collins, saxofonisten David Temple og David Tims på keyboard – har valgt at bringe hendes musik til live igen. Dale Davis udtaler:

“Amy var fantastisk. Hun havde så stort et hjerte og gav alt til sin musik og de mennesker, hun elskede. Hendes musikalske arv er utrolig vigtig, og med The Amy Winehouse Band sigter vi efter, at holde den i live i hele verden.”

Bronte Shande kendte ikke Amy Winehouse på samme måde som resten af bandet, men hun har i den grad også været en gennemgående skikkelse i Shandes liv.

Dale Davis beskriver dig som det tætteste, man kan komme på Amy i både lyd og attitude. Hvad er dit eget forhold til Amy Winehouse?

“Hun var min introduktion til jazzmusik. Mine forældre spillede ‘Frank’ for mig som 8årig, og dengang forelskede jeg mig i musikken, melodierne og hendes stemme. Det var først som 18-19årig, at jeg for alvor forstod dybden i hendes tekster, når hun sang om forlist kærlighed. Jeg følte, at hun sang om mit liv. Hun inspirerede mig til at skrive min egen musik, så jeg har altid haft et tæt forhold til Amy Winehouse og hendes musik,” fortæller Shande, og fortsætter:

“Hun var et ikon. For mig bragte hun lyden fra tresserne tilbage, men med sin egen ærlige og rå stil. Hun har inspireret en hel generation af unge kvinder til at være sig selv, til at sige tingene, som de er, og det respekterer jeg hende virkelig for.”

Hvad gjorde Amy Winehouse til en særlig artist musikalsk?

“Hun gjorde noget med sin musik, som ingen andre gør. Mange jazzmusikere – og i særdeleshed vokalister – er meget perfektionistiske. De vil gerne vise sig selv og deres talent frem, og de gør det på en utrolig ‘pæn’ måde. Men Amy var bare ærlig, hun ville fortælle en historie. Hun var ligeglad med, om hendes stemme knækkede, hun legede med musikken. For mig, er det dét, jazz handler om. Det handler om at være legesyg og have det sjovt, og om at lave fejl. Det var især det, der gjorde hende anderledes.”

“En masse energi, en masse kærlighed og nostalgi!”

Baren er sat højt for Bronte Shande, når hun aften efter aften skal fremføre Amys musik, og genskabe den ikoniske sangerindes rå kombination af jazz og rebelskhed:

“Det, der er fantastisk ved bandet, er, at de ikke vil have mig til at ligne eller lyde præcis som Amy gjorde, de vil have, at jeg sætter mit eget spin på sangene og synger dem, som jeg vil synge dem. Det er også det, fansene sætter pris på. De kan se, at jeg ikke prøver at være en kopi. Jeg prøver ikke at være nogen anden, og jeg vil ikke undskylde for mig selv og min person. Det var netop hvad Amy Winehouse stod for!”

Shande pointerer i øvrigt, at der aldrig har været to ens Amy Winehouse koncerter:

“Dale (Davis red.) har fortalt, at Amy improviserede og legede med melodierne til hendes sange til hver eneste koncert, så hendes fans aldrig skulle kede sig. Hun var frisk og fremadsynet, selvom hun bestemt havde en nostalgi over sig. Hun bragte alt, hvad jeg elsker ved gammeldags jazzmusik tilbage, men hun twistede det på sin egen moderne måde. Hun var bare genial, og jeg tror ikke, at nogen nogensinde kan erstatte hende.”

Hvad kan fans forvente til en koncert med The Amy Winehouse Band?

“En masse energi, en masse kærlighed, og nostalgi! Vi indkapsler hendes ånd, det vil man helt sikkert mærke i showet. Vi vil have, at publikum går derfra med en fornemmelse af Amy Winehouse. Det skal føles som den ægte vare.”

Til toppen