Skip to main content

CSB ejer og CEO fejrer 25 år i underholdningsbranchen: “Jeg har aldrig fortrudt mit valg”

Simon Melhus
august 01, 2025

Han har turneret i 52 lande over 5 kontinenter med THE SHOW – A Tribute to ABBA, CSBs egen hyldest til ABBA, han har arrangeret talrige store koncerter med blandt andre Sir Elton John fra kontoret på Fanø, og derudover er han blevet personligt sagsøgt af verdens største pladeselskab Universal. Den 1. august 2025 fejrer Kenneth Svoldgaard 25 år i showbizz. 

“Det er en særlig branche,” fortæller Kenneth Svoldgaard, der i dag er medejer og CEO hos CSB Island Entertainment, der beskæftiger sig med alt fra management, booking og promotion for artister og shows i alle genrer. Virksomheden er grundlagt af hans far, Carsten Svoldgaard, der i år 2000 hev Kenneth Svoldgaard ud af lærerseminariet i Aalborg:

“Jeg tog et års orlov, og nu sidder jeg her 25 år senere. Jeg kender branchen på godt og ondt, men jeg har aldrig fortrudt mit valg, tværtimod.”

I dag driver far og søn CSB Island Entertainment med et team på yderligere fem ansatte fra deres kontor på Fanø.

På godt og ondt

“Vores ABBA show (THE SHOW, red.) lærte mig alt om branchen,” fortæller Kenneth Svoldgaard, og fortsætter:

“For første gang havde jeg selv alle roller. CSB er producent, management, agent, promoter og PR-bureau. Med det show satte vi os hårdt på tribute markedet med flere af de bedste bands og forestillinger indenfor genren. Vores globale netværk er skabt på baggrund af THE SHOW, hvilket har gjort, at vi blandt andet er lykkedes med at få danske Queen Machine til USA, England, Tyskland, Polen og sågar Monte Carlo, hvor de optrådte for prinsesse Stéfanie.”

For 10 år siden blev Kenneth Svoldgaard personligt sagsøgt af Universal Music på grund af varemærkerettigheder ift. titlen på ABBA showet:

”Det var voldsomt, men samtidig også en cadeau, da vores show er det førende på markedet. Der findes utallige ABBA shows i verden, men Universal gik først og fremmest efter os, da de skulle sagsøge. De skulle sætte et eksempel. Og selvom vi måtte ændre navn, så står vi heldigvis stadig lige så stærkt som før.”

Den ypperste oplevelse

I anledning af Kenneth Svoldgaards 25års jubilæum hæfter han sig ved to definerende begivenheder, der har været med til at forme hans karriere, og som han er særlig stolt af.

Den første fandt sted i år 2007, da det lykkedes at få lov til at arrangere en koncert med THE SHOW på det legendariske venue The Royal Albert Hall i London:

“Det er flere gange blevet kåret, som det mest kendte venue i verden i vores branche. De giver normalt ikke adgang til tribute shows, så det var en kæmpe succes, da vi alligevel kom ind med THE SHOW, vores eget producerede hyldest show til ABBA. Det var en kæmpe succes, hvor vi havde totalt udsolgt med 5500 mennesker. Det åbnede op for arena turnéer i resten af Europa, og er en af grundene til, at det i dag er det førende ABBA show i verden. Vi har siden turneret i 52 lande over 5 kontinenter.”

Den anden begivenhed var i 2010, da han landede sin første aftale med Sir Elton John:

“For et lille firma på Fanø var det en kæmpe sejr! Det startede med en enkelt koncert på Færøerne, men vi lavede efterfølgende tre koncerter med ham i Danmark.”

CSB Island Entertainment har altid haft ”Quality Through Experience” som slogan, et budskab som stadig er bærende for Kenneth Svoldgaards virke i dag:

“Uanset hvilken artist, show eller arrangement vi præsenterer, så er det vigtigste, at vi kan stå inde for kvaliteten. Når CSB præsenterer noget på scenen, så er det vores målsætning, at folk skal gå derfra med oplevelsen af, at de har fået mere for pengene end de havde forventet.”

Fremtiden for Kenneth Svoldgaard og CSB byder på både flere og større projekter:

“Det vigtigste jeg har lært af min far er, at hvis man virkelig tror på noget, og arbejder målrettet efter det, så kan alt lade sig gøre. Det er ABBA i Royal Albert Hall og Sir Elton John begge gode eksempler på. Og Queen Machine ligeså, bare vent og se.”

Til toppen